Jeg har efter mine mange kurser og 5 ugers ophold meldt mig ind i Skals-elevforening. To gange om året laver de inspirationsdag på Skals højskole. Inspirationsdag er en dag med undervisning på en workshop med fantastiske undervisere og andre deltagere, der også kender stedet. Generelt en hyggelig dag med masser af indtryk.
I år var der tre forskellige broderi workshops, en workshop i syning af t-shirts, en workshop med små punge i læder og så den jeg deltog i som var om smykker.
Her fik vi først vist hvordan vi skulle arbejde med plader af messing, kobber eller sølv. Vi fik vist hvordan et vedhæng eller ørering kunne laves som en fjer. Der blev vist hvordan metallet skulle varmes og chokkøles for at det blev blødere og til at arbejde med, og når du så hamrede på det igen blev det hårdt. Ligeledes fik vi en introduktion til hvordan du kunne save, klippe og folde metallet. Hver gang du havde slået lidt på det, var det varme og chokkøling igen.
Jeg valgte at lave et smykke der bestod af to plader, bestående af to plader med trekantet huller i - der bliver samlet til et vedhæng.
Først startede jeg med at klippe to plader på 3x3 cm. På begge plader tegnede jeg trekanter, som skulle saves ud. Hullerne blev savet ved at jeg borede et lille hul (med et tandlægebor). Så tog jeg saven, løsnede klingen og satte den igennem hullet. Så blev det muligt at save hullet ud. Dette gentog jeg for hver eneste hul. Da hullerne var lavet skulle hullerne files og pudses med sandpapir.
Her er de to plader, med hullerne. Sølvet er beskyttet af plastik, som med fordel kan blive på så længe som muligt, så sølvet ikke bliver ridset.
Så skulle pladerne varmes op (efter plastikken var fjernet) og chokkølet, her efter blev de gjort buet. Det blev de i en form de kunne bankes i. Da dette var ovre skulle hjørnerne på pladerne slibes lidt flade, så de kunne loddes sammen. Dette blev gjort ved at vende buen op ad og slibe på sandpapir. Når buen vender op ad, så slibes der kun på hjørnerne. Herefter blev de to dele loddet sammen til et smykke. Herefter kom den i syre.
Efter syrerne skal kanterne files pæne, der kan være lidt skævhed i størrelse så de stikker lidt ud over. Når siderne er filet tages lige det spidse af hjørnerne.
Her er pladerne samlet og klar til filning og slibning.
Når det er gjort skal smykket laves færdig med den rette overflade. Jeg ville gerne have den blank. Så det var slibe slibe slibe. Der var i alt tre finheder sandpapir der skulle slibes med. Endelig fik den lidt tid i polertromlen.
Her er det færdig resultat. Den blev meget fin, har et lille hak et sted der ikke er helt poleret, men det er bare bagsiden ;)
Her er holdets udstilling med smykker.
Tak til alle for en god dag. Hvis du vil se mere fra dagen kan du se billeder her. Du kan læse mere om elevforeningen her. Du kan se lidt mere om Stine der underviste os på Instagram. Hun laver nogle fine ting, og er også god til at undervise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar