onsdag den 31. marts 2021

Produktion fra min oldemor

 I sommers flyttede min farmor og farfar fra deres hus i Brabrand til en ældrebolig. (På det tidspunkt var de henholdsvis 94 og 96 år, og huset var på tre etager..).

Men det betød at de ikke kunne tage alt med. I den forbindelse "arvede" jeg en del ting. Mange af dem nok uden den store økonomiske værdi, men med en masse minder tilknyttet.

Da vi var forbi min mor i februar, spurgte hun om jeg var interesseret i de her to små fade med motiv. 


Umiddelbart virker de ikke prangende - men hvis de vendes om så står der M.S. og så et årstal i bunden af begge.

Min mor kunne så fortælle at det var min farfars mor (Mary Sørensen) - altså min oldemor der havde malet dem. Hun gjorde åbenbart en del i porcelænsmaling.

Fordi jeg selv laver så mange forskellige ting, så synes jeg det er sjovt at finde noget lavet af andre i familien. Men der er også langt fra min oldemors fine sirlige blomster, og så til det mini stel jeg lavede under første covid-19 (corona) lock-down sidste forår.

 

 Men det gør faktisk en lidt mere glad at bruge noget med så klare farver. 

Min farfars mor var ikke den eneste af mine oldemødre der var kreativ, og hvor jeg har noget de har lavet, men mere om det en anden gang,


Ingen kommentarer:

Send en kommentar